Vi skifter navn og adresse
FREDERICIA DAGBLAD SKRIVER
Gallerier flytter sammen og åbner i gågaden
To lokale galleriejere går sammen om at åbne i Danmarksgade.
FREDERICIA: I godt to uger har et skilt med teksten “udlejet” været påklistret facaden i Danmarksgade 15B. Nu oplyser Galleri Lillebælt i en pressemeddelelse, at det flytter fra sit nuværende lejemål i Gothersgade 46 ved Gl. Havn og til lejemålet i Danmarksgade.
Samtidig oplyses det, at galleriet flytter sammen med Galleri-A1, der ejes af billedkunstner Annette Balsgaard og i dag har til huse på Agersøvænget 1 i Skærbæk.
“Denne spændende udvikling markerer et nyt kapitel for Galleri Lillebælt, hvor Benedikte Marie og Annette Balsgaard vil dele ejerskabet af den nye beliggenhed,” lyder det i pressemeddelelsen.
“Vores nye lokaler i Danmarksgade 15B er nøje udvalgt for at give vores besøgende en fantastisk oplevelse. Her har vi muligheden for at præsentere kunsten endnu mere imponerende, takket være de store, flotte vinduer ud mod gågaden. Vi tror på, at den centrale placering vil tiltrække et bredere publikum og give os mulighed for at dele vores kunstneriske vision med endnu flere mennesker.”
Galleri-A1 fortsætter i Skærbæk med værker af begge kunstnere, men det bliver i Danmarksgade 15B, at Benedikte Marie og Annette Balsgaard vil udøve deres kunst.
Samarbejder i forvejen
Benedikte Marie fortæller, at kendskabet mellem de to kunstnere er opstået i de seneste år.
-Annette har haft nogle af sine billeder udstillet hos mig, og det er ad den vej, vi har lært hinanden at kende. Da jeg sagde til hende, at jeg ikke fortsatte i Gothersgade, nævnte hun, at hun godt kunne tænke et samarbejde. Det kom ret pludseligt, men det var fedt, at Annette greb bolden og gerne ville være en del af det, siger Benedikte Marie.
Hun åbnede Galleri Lillebælt 12. marts 2021 på den nuværende adresse ved Gl. Havn. Placeringen har både haft sine fordele og ulemper.
-Det gode ved den nuværende placering i Gothersgade har været, at mange af gæsterne fra hotellerne er kommet forbi, men jeg tænker, at dr er endnu flere, der ser os i Danmarksgade. Nu har Galleri Lillebælt været i Fredericia i to år, men jeg oplever stadig, at der er mange fredericianere, der ikke kunder til galleriet, siger Benedikte Marie.
Stor beslutning
Annette Balsgaard udtrykker ligeledes glæde over det nye samarbejde.
-Vi vil gerne skabe et galleri med liv, hvor man kan blive inspireret og få snak uden nødvendigvis at investere i noget. Ved at komme ind i gågaden har vi planer om at lægge mere vægt på at skabe forskellige begivenheder og oplevelser, siger Annette Balsgaard og tilføjer:
-Det er en stor beslutning at investere i -både økonomiske og tidsmæssigt - men jeg har ikke været i tvivl om, at det er den rette beslutning. Jeg tror, at der er grobund for et galleri som vores, når man kigger på den positive udvikling, Fredericia er i.
Det nye navn for galleriet er endnu ukendt. Ligeledes er åbningsdatoen i det nye lejemål er på nuværende tidspunkt uvist, men åbningen forventes at blive sidst på sommeren. Indtil da vil Galleri Lillebælt og Galleri-A1 være åbent efter aftale på deres nuværende placeringer.
FREDERICIA DAGBLAD onsdag d. 14.06.2023 af Gustav Roesbjerg Mygind